Skip to main content

FRISKOLEN

Læring i trygge rammer

INDSKOLINGEN

På Haubro Friskole starter man i 0. klasse efter sommerferien i det skoleår, hvor barnet fylder 6 år.

Inden skolestart tilbydes barnet en plads i vores før-skolegruppe. Her samles de børn, der skal gå i klasse sammen, og her lærer de klassekammerater, skolen og lærerne godt at kende før den egentlige skolestart.

I 0. klasse fokuserer vi på, at børnene trives, er trygge og bliver glade for at gå i skole. Dette er betydningsfuldt for deres fremtidige skolegang. Dagene og undervisningen tilrettelægges, så der er en naturlig fordeling af leg og undervisning. I den vekslende tilgang mellem undervisning og leg er der mulighed for at forstå sig selv i de nye skolerammer.

Vi er i 0. klasse opmærksomme på, at børn lærer forskelligt og fagligt er forskellige steder. Derfor forsøger vi at differentiere undervisningen og tilrettelægge den, så den tilgodeser børnenes individuelle behov og læringsstile.

MELLEMTRINET

Som på alle andre klassetrin er det vigtigste for os, at eleverne er glade for at gå i skole og lærer det, de skal.

Når man går i 4. klasse på Haubro Friskole, har man forladt indskolingen. Det, man har lært de første år, skal nu bruges på et højere og mere krævende niveau, og timetallet stiger i disse år.

I 5. klasse får eleverne flere nye fag: tysk, natur og teknik, kristendom og historie.

Lærerne stræber efter at skabe en god skoledag i samarbejde med eleverne gennem humor, gensidig respekt, differentieret undervisning og fuld opmærksomhed på den enkelte elevs behov.

Engagement og ansvarlighed er nøglebegreber i dagligdagen.

UDSKOLINGEN

For en elev i 7. til 9. klasse på Haubro Friskole er det skolens primære mål, at eleven når så højt et fagligt niveau som muligt og møder op hver dag med glæde og forventning. Eleverne modtager karakterer to gange om året på disse klassetrin.

Lærerne stræber efter at skabe en god skoledag sammen med eleverne gennem humor, gensidig respekt, differentieret undervisning og fuld opmærksomhed på den enkelte elevs behov.

Forholdet til lærerne spiller en central rolle i hverdagen i skolens overbygning. Engagement og ansvarlighed er nøglebegreber i dagligdagen.

Med det fællesskab, der gennem årene er opbygget mellem elever og lærere, mener vi, at det faglige miljø vil blomstre. Den enkelte elevs faglige og menneskelige udvikling er i højsædet i undervisningen, og vi har erfaret, at dette fører til stærke faglige kompetencer.

Eleverne arbejder meget på tværs af klassetrin, da projektorienteret undervisning er en stor del af hverdagen.

Vores mål er at forberede eleverne til et demokratisk samfundsliv, hvor selvværd, lysten til at lære videre og evnen til at anvende deres viden i praksis er vigtige grundpiller – uanset hvilken videre uddannelse de vælger.

Undervisningen afsluttes i 9. klasse med folkeskolens afgangsprøve (FP9).

Historien om Haubro Friskole og Børnehus

Haubro Friskole er en grundtvig-koldsk friskole, grundlagt i 1898. Siden begyndelsen har skolen bygget på den grundtvigske og koldske tradition, hvor fællesskab, fortælling og livsoplysning er bærende elementer. Hos os begynder dagen fortsat med morgensang, Fadervor og fortælling – en tradition, der skaber ro, fællesskab og en god start på dagen.

Vi er en skole der ønsker at danne og uddanne eleverne til at blive livsduelige samfundsborgere i et demokratisk samfund. Det betyder, at vi vægter både faglighed, fællesskab og personlig udvikling højt.

Skolen ligger smukt i udkanten af Haubro, omgivet af grønne marker, å og enge. De naturskønne omgivelser er en naturlig del af hverdagen og bidrager til et trygt og nærværende læringsmiljø.

Haubro Friskole har eksisteret som privat grundskole i mere end 120 år og er medlem af Friskolerne – foreningen for danske friskoler. Gennem hele skolens historie har engagerede forældre stået bag skolen. Den forældrevalgte bestyrelse er skolens øverste ledelse, og det tætte samarbejde mellem skole og hjem er fortsat en stærk kærne i hverdagen på skolen. Den aktive forældrekreds er sammen med bestyrelsen, ledelsen og ansatte med til at definere og værne om skolens værdigrundlag.

Vi tilbyder undervisning fra 0. til 9. klasse, og på nogle klassetrin kan undervisningen være sammenlæst. Frem til 2014 gik skolen til 8. klasse, og mange elever fortsatte på efterskoler i lokalområdet. I 2015 åbnede vi for 9. klasse – det første år som prøvefri – og siden 2016 har vi været tilmeldt Undervisningsministeriets afgangsprøver for folkeskolen. Den første 9. klasse gennemførte afgangsprøverne i 2017.

Elevtallet har gennem de seneste 10–12 år været stabilt, og vi er stolte af at drive en friskole med mellem 90 og 100 elever pr. skoleår. Den stabile udvikling hænger blandt andet sammen med en vigtig milepæl i skolens nyere historie.

Den 1. januar 2015 fusionerede skolen med den lokale private børnehave Sneglehuset. Dermed blev vi én samlet institution med fælles bestyrelse og i forbindelse med fusionen åbnede vi også en vuggestueafdeling.

I dag er vuggestuen normeret til 25 børn, og børnehaven er normeret til 45 børn. At vi rummer vuggestue, børnehave, skole og SFO i samme rammer – med fælles pædagogik og traditioner – har haft stor betydning for både sammenhængen i børnenes hverdag og for vores stabile børnetal.

Haubro Friskole er i dag en levende og moderne friskole med dybe historiske rødder. Vi bygger på traditioner, men udvikler os i takt med tiden – altid med barnet, fællesskabet og livsdueligheden i centrum.

Dannelsen og traditionernes betydning på Haubro Friskole

På Haubro Friskole ønsker vi at danne og uddanne eleverne til at blive livsduelige samfundsborgere i et demokratisk samfund. For os hænger faglighed og dannelse sammen. Vi vægter derfor både høj faglighed, stærke forpligtende fællesskaber og den enkelte elevs personlige udvikling.

Disse værdier kommer særligt til udtryk i skolens daglige morgensamling.

Morgensang, Fadervor og fortælling

Morgensamlingen er et bærende element i den grundtvigske friskoletradition. Her mødes hele skolen i et forpligtende fællesskab og får en fælles start på dagen. Vi synger, beder Fadervor, giver meddelelser, og der fortælles. Morgensamlingen er ikke blot en rutine, men en dannelsesproces i praksis.

Fortællingen er en gennemgående metode i vores pædagogik. Den levende fortælling taler til børnenes fantasi og nysgerrighed og skaber bro mellem det nære og det fjerne, det kendte og det ukendte. Gennem fortællinger – historiske, litterære, naturvidenskabelige, livsoplysende og almene – får børnene en fornemmelse af historiens sammenhæng og menneskets vilkår.

Den mundtlige fortælling skaber engagement og giver grobund for en dybere tilegnelse af viden. Når børn lytter, øver de sig i fordybelse, eftertanke og indlevelse. De møder almenmenneskelige og etiske spørgsmål og får mulighed for at udvikle deres sprog for det, der kan være svært at sætte ord på.

Som Christen Kold udtrykte det i 1866: “Vi vil trække elever op, så de aldrig går i stå.” Det levende ord – ikke de “døde bogstaver” alene – skal vække livsmod og refleksion.

Fadervor og den kristne dannelsesarv

Fadervor har sin naturlige plads i morgensamlingen. Det er en del af den kristne kulturarv, som den grundtvigske friskole bygger på. For os handler det ikke om indoktrinering, men om oplysning og dannelse i frihed.

I Fadervor møder børnene ord og begreber som skyld, tilgivelse, ansvar, håb og fællesskab – grundlæggende menneskelige vilkår, som rækker langt ud over det religiøse. Vi giver børnene sprog for det, vi ikke altid taler om, og åbner for samtaler om livets store spørgsmål.

Fadervor kan ses som fællesskabets bøn – et udtryk for, at mennesket dannes i relation til andre.

I en travl og foranderlig verden giver faste ritualer ro og genkendelighed. Børn er i udvikling, og gentagelsen skaber tryghed. Morgensamlingen danner et dagligt åndehul med plads til refleksion og omtanke.

Her oplever børnene, hvad demokrati og fællesskab betyder i praksis: at lytte til hinanden, tage ordet, vise respekt og tage medansvar. De mærker, at der er frihed til forskellighed, og at fællesskabet bæres af accept og engagement.

På den måde er morgensang, Fadervor og fortælling ikke blot traditioner – de er en levende del af den dannelsesproces, der former hele mennesker med rødder i historien og mod til at leve og handle i nutiden

VÆRDIGRUNDLAG

Børnesyn

På Haubro Friskole og Børnehus møder vi både de mindste børn og skolens elever med et anerkendende børnesyn. Vi ser hele barnet – fagligt, socialt og personligt – og skaber rammer, hvor alle oplever, at det er trygt at prøve sig frem og turde fejle. Forskellighed og mangfoldighed betragtes som naturlige og værdifulde dele af fællesskabet i både børnehus og skole. Vi vil danne børn med ro i maven, mod til at være sig selv – og til at turde flyve.

Nysgerrighed

Vi vægter nysgerrighed som drivkraft for udvikling og læring fra de første år i børnehuset til undervisningen i skolen. Børn skal have lov til at undersøge verden med hoved, krop og sanser. Gennem musik, natur, leg og kreative udtryksformer styrker vi børnenes og elevernes lyst til at undersøge, skabe og stille spørgsmål. Vi arbejder med varierede læringsformer, der understøtter både faglig fordybelse og kreativ tænkning, og vi opmuntrer eleverne til at være aktive medskabere af deres egen læring.

Fællesskab

Vi er et forpligtende fællesskab, hvor alle har en plads, og hvor vi øver os i at tage ansvar for hinanden. Børn skal opleve, at de hører til, og at forskellighed er en styrke. Vi arbejder med tolerance og respekt – med plads til at være forskellige, tænke forskelligt og lære i forskelligt tempo. Hos os lærer børn at være en del af noget større end dem selv.

Tryghed

Tryghed er en grundlæggende forudsætning for trivsel, leg og læring – både i vuggestue, børnehave og skole. Med små grupper og små klasser og høj grad af nærvær skaber vi stærke og tillidsfulde relationer. Trygge børn og elever tør lære, udfordre sig selv og indgå i fællesskaber. Relationer er fundamentet for alt, hvad vi gør. Vores voksne er til stede – med opmærksomhed, varme og tydelige rammer. Vi prioriterer nærvær i hverdagen, så hvert barn oplever at blive set og mødt.

Dannelse og læring

Vi lægger vægt på demokratisk dannelse – at børn lærer at lytte, sige deres mening, tage ansvar og forstå fællesskabets betydning. Samtidig har vi fokus på både leg, faglighed, digital forståelse samt børns sociale, kropslige og kreative udvikling. Hos Haubro Friskole og Børnehus handler dannelse om at blive et menneske, der kan tage del i samfundet med omtanke, ansvar og mod. Det er et sted, hvor børn og elever udvikler viden, dømmekraft og ansvarlighed. Derfor arbejder vi målrettet med både faglig, social, kropslig og kreativ læring – og danner og uddanner mennesker til livet, ikke kun til næste alderstrin

VORES VÆRDIER

Haubro Friskole er en grundtvig-koldsk friskole, som blev grundlagt i 1898. På en sådan skole er det en tradition, at dagligdagen begynder med morgensang, Fader Vor og fortælling.

På Haubro Friskole ønsker vi at skabe et harmonisk og trygt sted for alle børn fra vuggestue til 9. klasse, hvor respekt og forståelse mellem børn og voksne er i fokus. Vi har et stærkt fokus på at udfordre hver enkelt elev både fagligt og socialt og lægger stor vægt på det praktisk-musiske som en del af elevens dannelse. Vores tilgang til skolens aktiviteter er seriøs, nutidig og engagerende.

Vi opbygger et læringsmiljø, hvor fordybelse, fantasi, fysisk udfoldelse og inspiration er nøglebegreber for elevernes trivsel og læring. Vi tror på, at glade børn lærer bedst, og derfor er vi sikre på, at dagligdagens nærhed, fællesskab og læringsmiljø er afgørende for elevens udvikling.

Vores børn går glade i skole – og glade hjem efter en god skoledag.

KONTAKT OS

EN SKOLE HELT TIL 9. KLASSE

Vi er en Grundtvig-Koldsk friskole med det formål at danne og uddanne eleverne til at blive livsduelige samfundsborgere i et demokratisk samfund. Hos os går børnene glade i skole og glade hjem efter en god skoledag.

Haubro Friskole har eksisteret som privat grundskole siden 1898 år og er medlem af Friskolerne, foreningen for danske friskoler. Skolen ligger i udkanten af Haubro, omgivet af grønne marker, å og enge.

Vores skole støttes af en kreds af forældre og skolekredsmedlemmer, som sammen definerer skolens værdigrundlag. Friskolen blev grundlagt i 1898, og den 1. januar 2015 fusionerede vi med Naturinstitutionen Sneglehuset, hvilket resulterede i en samlet institution med fælles bestyrelse. Naturinstitutionen Sneglehuset består af Vuggestuen Skovhuset og Børnehaven Sneglehuset. I 2021 skiftede vi til en fælles navn, Haubro Friskole og Børnehus

Haubro Friskole tilbyder undervisning fra 0. til 9. klasse, hvor nogle klasser kan være sammenlæst. Siden 2016 har vi været tilmeldt undervisningsministeriets afgangsprøver for folkeskolen.

Alle børn fra 0 til 16 år kan dagligt mødes på de fælles grønne arealer, der omgiver vores bygninger.