Anti-mobbe Politik
Denne plan gælder for skolens elever fra børnehaveklasse til og med 8. klasse, både i skoletiden og i SFO. Alle parter omkring eleverne er bekendte med planen og ansvarlige for, at den føres ud i livet.
Begrundelse
Målet for skolens politik mod mobning er at sikre, at vi lever op til skolens overordnede målsætning, om at skabe et harmonisk og trygt sted for alle børn fra børnehave til 8. klasse. Vi vil sikre elevernes forsatte trivsel gennem tryghed og gensidig respekt, som er medvirkende til at fremme de gode relationer mellem alle elever på skolen.
Definition
Det er mobning, når en elev gentagne gange bliver udsat for negative handlinger fra en eller flere elever.
Det er mobning, når parterne i en konflikt ikke er jævnbyrdige, men den ene part til stadighed er underlegen og bliver krænket.
Eks. på mobning
- groft drilleri
- fysisk vold (gentagne spark, skub o. lign.)
- holde nogen udenfor
- negativ og nedværdigende sprogbrug
- Spytte på andre.
- Negativ kontakt gennem sms, chat m.m.
- Trusler – også på sms, chat m. m
- Nedladende, provokerende og ignorerende kropssprog og adfærd.
Etablerede tiltag
- Morgensang er struktureret på en sådan måde, at de ældste elever hver sidder med en yngre elev, som de hjælper med at finde sange etc. Det styrker de daglige forhold mellem alle elever på skolen.
- Lejrskole, udflugter, emneuger og øvrige arrangementer ud over fastlagt skema. Her er aktiviteter og udflugter tilrettelagt på tværs af alder.
- Skolegården er ikke opdelt efter alder. Alle må være med i aktiviteterne i frikvartererne.
- Vi er opmærksomme overfor signaler, der indikerer groft drilleri og mobning.
- Vi lytter til elever, der giver udtryk for, at de er blevet mobbet.
- I konflikt tilbydes begge parter hjælp til at ændre deres adfærd.
- I indskolingen skal eleverne hvert skoleår gennemføre et ”Trin for trin”- kursus. Kurset lærer eleverne sociale færdigheder, som styrker børnenes selvværd og ansporer dem til at arbejde for fælles trivsel.
- I alle klasser er der hvert skoleår indlagt kursusforløb med henblik på at styrke de sociale kompetencer.
- Løbende søger vi at afdække eleverne trivsel på skolen gennem samtaler, spørgeskemaer og billedmaterialer.
- Vi reagerer på drilleri og mobning. Vi iværksætter sanktioner, der giver en klar tilkendegivelse af, at mobning ikke tolereres på vores skole.
Handleplan
Enhver, der oplever, at en elev udsættes for mobning, har pligt til at kontakte klasselæreren. Med mindre andet aftales i den konkrete situation, er det klasselæreren, der er kontaktansvarlig i det videre forløb.
Man er som forældre forpligtet til at kontakte klasselæreren, hvis man erfarer, at ens barn bliver mobbet eller mobber andre.
Forældrene er desuden forpligtet til at deltage aktivt i det videre forløb.
Klasselæreren drøfter situationen med de øvrige lærere og ledelse. Der udarbejdes en handleplan for den specifikke situation – herunder den periode, der afsættes til forbedring af situationen for ofret samt evaluering.
Ved konstatering af mobning, indkaldes alle involverede parter (elever – mobbeoffer og mobberen, klasselærere, forældre og ledelse) til samtale. Her fremlægges og tydeliggøres situationen.
Det er en vigtig forudsætning, at alle parter deltager med henblik på at få løst det aktuelle problem. Handleplanen skal opfattes som en løbende proces, hvor vi via samtale og opmærksomhed søger at give eleverne redskaber til konfliktløsning og genetablering af gensidig respekt.
Vi handler efter
- Ofrets oplevelse af situationen. – en detaljeret beskrivelse af situationen.
- Redegørelse af mobberens opfattelse af situationen.
- Hvad skal der til for at ofret ikke føler sig mobbet?
- Aftaler som indgås for at etablerer gensidig respekt og forståelse for hinanden.
- Dato for evalueringsmøde fastsættes.
- Løbende drøfter lærere, om der er behov for yderligere sanktioner over for mobberne.
Evalueringen af den specifikke situation sker gennem møder med de involverede parter, men også evaluerende møder i lærergruppen med en efterfølgende kontakt til de involverede familier.
Formidling
- Uddeling af folder til forældre
- Eleverne oplyses om vores anti-mobbepolitik.
- Anti-mobbeplanen forefindes på skolens hjemmeside.
Revidering af anti-mobbeplanen
Vores anti-mobbepolitik evalueres og revideres løbende - dog mindst en gang årligt.