Geografi

Fagformål for faget geografi på Haubro Friskole

1. Eleverne skal i faget geografi udvikle naturfaglige kompetencer og dermed opnå indblik i, hvordan geografi – og geografisk forskning – i samspil med de øvrige naturfag bidrager til vores forståelse af verden. Eleverne skal i geografi tilegne sig færdigheder og viden om grundlæggende naturgivne og kulturskabte forudsætninger for levevilkår i Danmark og den øvrige verden med vægt på forståelse af grundlæggende geografiske begreber, sammenhænge og samfundenes udnyttelse af naturgrundlag og ressourcer.

2. Elevernes læring skal baseres på varierede arbejdsformer, som i vidt omfang bygger på deres egne iagttagelser og undersøgelser blandt andet ved feltarbejde og brug af geografiske kilder. Elevernes interesse og nysgerrighed over for natur- og kulturgeografi, naturvidenskab og teknologi skal udvikles, så de får lyst til at lære mere.

3. Eleverne skal tilegne sig forståelse af fremmede kulturer og opnå erkendelse af natur- og kulturgeografiens bidrag til vores verdensbillede. Elevernes ansvarlighed overfor naturen og brugen af naturressourcer og teknologi skal videreudvikles, så de får tillid til egne muligheder for stillingtagen og handlen i forhold til en bæredygtig udvikling og menneskets samspil med naturen – lokalt og globalt.

Introduktion

Faget geografi er et obligatorisk fag i skolen fra 7. - 9. klasse og udgør et trinforløb for 7. - 9. klasse.

Eleverne skal i hele skoleforløbet udvikle deres naturfaglige kompetencer gennem arbejdet i de fire naturfag natur/teknologi, biologi, fysik/kemi og geografi. Naturfagene beskæftiger sig alle med den naturgivne og menneskeskabte omverden, men belyser omverdenen fra hver deres faglige synsvinkler. De fire naturfag i grundskolen udgør et samlet forløb fra 1. - 9. klasse, og i alle fagene arbejdes med kompetenceområderne undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation. Hvert kompetenceområde består af et kompetencemål med underliggende færdigheds- og vidensområder.

I naturfagene arbejdes med to typer mål:

Fagspecifikke mål beskriver det enkelte fags særskilte stofindhold og er udfoldet i op til 6 færdigheds- og vidensområder.

Ved planlægningen af undervisningen skal begge typer af mål inddrages således, at kompetencerne udvikles i et samspil mellem de naturfaglige og de fagspecifikke mål.

.

Fællesfaglige fokusområder

For at styrke elevernes tilegnelse af de naturfaglige kompetencer skal naturfagene i trinforløbet for 7.-9. klasse periodevis samarbejde om at gennemføre mindst seks fællesfaglige undervisningsforløb. Disse skal gennemføres som fælles undervisningsforløb med to eller alle tre naturfag. Undervisningsforløbene skal tage udgangspunkt i fagenes kompetencemål og i mindst fire af seks nedenstående fællesfaglige fokusområder.

    • Produktion med bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget.
    • Bæredygtig energiforsyning på lokalt og globalt plan.
    • Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer.
    • Den enkeltes og samfundets udledning af stoffer.
    • Strålings indvirkning på levende organismers levevilkår.
    • Teknologiens betydning for menneskers sundhed og levevilkår.

Til hvert af de fællesfaglige fokusområder skal elever og naturfagslærere sammen formulere en overordnet problemstilling, som skal belyses af enten to eller tre af naturfagene biologi, fysik/kemi og geografi. Der kan arbejdes med de fællesfaglige fokusområder på mangfoldige måder, som relevant kan inddrage alle tre naturfag samt øvrige fag.

It og medier

Udvikling og brug af digitale kompetencer er centrale i faget geografi. Særligt er anvendelse af digitale redskaber vigtig, herunder satellitfotos, arbejde med lag i Google Earth, geografiske informationssystemer samt digitale repræsentationer i form af animationer og simuleringer, der anskueliggør processer i naturen og i samfundet på lokalt og globalt plan.

It- og mediekompetencerne kan udskilles i fire elevpositioner, som i praksis vil have store overlap og sammenfald.

Eleven som kritisk undersøger

Eleverne skal som en del af bl.a. kompetenceområdet undersøgelse udvikle kompetencer som kritiske undersøgere..

Eleven som analyserende modtager

Eleverne skal som del af kompetenceområderne undersøgelse, modellering og perspektivering opnå færdigheder som analyserende modtagere

Eleven som målrettet og kreativ producent

Eleverne skal have kompetencer som målrettede og kreative producenter og skal kunne anvende it og digitale platforme til at formidle og kommunikere den tilegnede geografiske viden. Eleverne skal kunne arbejde undersøgende og vidensbaseret og på den baggrund skabe kreative og multimodale løsninger.

Eleven som ansvarlig deltager

Eleverne skal også opnå kompetencer som ansvarlige deltagere, herunder i debatter. Eleverne skal bl.a. i kompetenceområdet kommunikation opnå færdigheder til at kommunikere, formidle, videndele.

Innovation og entreprenørskab

Eleverne skal have kompetencer i at arbejde og tænke innovativt i forhold til naturfag og geografi. Særligt for geografi er de gensidige relationer mellem mennesker, natur og samfund samt de tilhørende samspil, konflikter og problematikker centrale at arbejde med.

Innovation og entreprenørskab kan udskilles i fire komplementære og indbyrdes afhængige dimensioner: Handling, kreativitet, omverdensforståelse og personlig indstilling.

I arbejdet med kompetenceområderne undersøgelse, modellering og perspektivering skal eleverne kunne demonstrere handling og kreativitet. Dette sker bl.a. igennem arbejdet med at gennemføre problemorienteret projektarbejde og give løsningsforslag for handlemuligheder såvel lokalt som globalt.

I arbejdet med bl.a. kompetenceområderne perspektivering og kommunikation skal eleverne kunne vise deres personlige indstilling og omverdensforståelse

Slutmål for 9 klasse

Undersøgelse

Eleven kan designe, gennemføre og evaluere undersøgelser i geografi

Modellering

Eleven kan anvende og vurdere modeller i geografi

Perspektivering

Eleven kan perspektivere geografi til omverdenen og relatere indholdet i faget til udvikling af

naturvidenskabelig erkendelse

Kommunikation

Eleven kan kommunikere om naturfaglige forhold med geografi

Læs fagplaner i sin helhed på:

http://www.emu.dk/modul/geografi-m%C3%A5l-l%C3%A6seplan-og-vejledning

Kontakt os

Haubro Friskole
Vadgårdvej 4
9600 Aars

Skoleleder:  Kristina Engemand
Mail: kristina@haubrofriskole.dk
Tlf.: 98 66 40 91

Hjertestarter

Badge

Facebook

Følg med i vores seneste arrangementer og nyheder på Facebook via nedestående link.

Sneglehuset