Samfundsfag

Fagformål for samfundsfag på Haubro Friskole

Fagformål

1. Eleverne skal i faget samfundsfag opnå viden og færdigheder, så de kan tage reflekteret stilling til samfundet og dets udvikling. Eleverne skal opnå kompetencer til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund.

2. Eleverne skal opnå forudsætninger for udvikling af kritisk tænkning og et værdigrundlag, så de kan deltage kvalificeret og engageret i samfundet. Eleverne skal opnå forståelse af, hvordan mennesker både påvirkes af og kan påvirke samfundet, og de skal kunne forstå hverdagslivet i et samfundsmæssigt perspektiv.

3. Eleverne skal forholde sig til demokratiske grundværdier og spilleregler med henblik på deres egen deltagelse i samfundet.

Faget samfundsfag er et obligatorisk fag i skolen fra 8.-9. klasse. Undervisningen strækker sig over ét trinforløb.

Samfundsfagets formål er at udvikle elevernes kompetence til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund.

I samfundsfag skal eleverne udvikle kompetencer til udvikling af kritisk tænkning og deres eget værdigrundlag.

Samfundsfag er opdelt i fire kompetenceområder; politik, økonomi, sociale og kulturelle forhold samt samfundsfaglige metoder. Det er målet, at eleverne kan anskue problemstillinger ud fra politiske, økonomiske og sociologiske perspektiver, samt at de beskrevne metoder anvendes på tværs af fagets områder.

Undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i kompetenceområderne og under hensyntagen til de tværgående temaer. Læseplanen beskriver undervisningens progression i fagets trinforløb og danner grundlag for en helhedsorienteret undervisning.

Det er væsentligt, at der i det enkelte undervisningsforløb arbejdes med flere færdigheds- og vidensmål på tværs af kompetenceområderne. Det skal endvidere tilstræbes, at undervisningen tilrettelægges, så den vekselvirker mellem den enkeltfaglige fordybelse og det tværfaglige arbejde.

Sproglig udvikling

I alle fagets kompetenceområder er elevernes forståelse for og anvendelse af fagets begreber helt centrale for elevernes læringsudbytte. Derfor skal der i alle områder arbejdes med elevernes begrebsforståelse, hvilket kræver, at både de og læreren er bevidste om de faglige begrebers sammenhæng med før faglige begreber, om forskellige teksttypers særlige karakteristika og forskellige strategier i forbindelse med faglig læsning.

Ordkendskab

Det er væsentligt, at eleverne bliver fortrolige med sproget i samfundsfag, som det kommer til udtryk i skrift og tale. Sproget baserer sig ofte på overordnede faglige begreber, der knytter an til kompetenceområderne. Samfundsfaglig tekst og tale anvender forskellige virkemidler afhængig af kommunikationens formål. En politisk tale kan fx have til formål at overbevise andre om et politisk tiltag, hvor en organisations kampagne har til formål at informere.

Eleverne skal lære fagets centrale begreber at kende med henblik på selv at kunne anvende dem i arbejdet med fagets områder. Eleverne skal lære at analysere og tolke samfundsfaglig tekst og tale, således at de kan forholde sig til sprogets virkemidler og formål. I forbindelse med undersøgelser, som eleverne foretager, er det vigtigt, at der arbejdes med sproglige formuleringer i faget. Det gælder også i forbindelse med mundtlige situationer i klassen, fx klassediskussioner.

Teksters formål og struktur

I samfundsfag arbejdes med et bredt udvalg af tekster, fx artikler, lovtekster, uddrag af partiers og organisationers informationsmaterialer, breve, sangtekster og baggrundstekster. Foruden tekster arbejdes der med andre materialer og udtryksformer, fx dokumentarfilm, pressefoto, grafer og statistikker, film, computerspil og musik.

It og medier

I samfundsfag betyder det fx, at eleverne er kritiske undersøgere af faglige kilder, analyserende modtagere af fx politiske budskaber, anvender digitale medier til at kommunikere egne budskaber samt bruger digitale medier til at deltage i en demokratisk debat.

Digitale og andre medier anvendes i alle fagets områder. Eleverne skal kunne søge faglig relevant viden og information kritisk, de skal kunne anvende digitale medier i deres arbejde individuelt og i samarbejdsprocesser, og de skal kunne anvende relevante medier til formidling og kommunikation. Dette kommer særligt til udtryk under det kompetenceområde, der hedder samfundsfaglige metoder, hvor eleverne skal formidle resultater af undersøgelser bl.a. igennem digitale medier og søge digitale kilder. Eleverne skal under kompetenceområdet kaldet politik diskutere medier som platform for politisk deltagelse samt aktørers brug af medier til at påvirke den politiske dagsorden.

Innovation og entreprenørskab

Der er fokus på handling, omverdensforståelse og stillingtagen i alle fagets områder, idet eleverne skal tage stilling til udviklingsmuligheder og problemstillinger på baggrund af en forståelse af samfundsudviklingen i en globaliseret verden.

Der fokuseres på sammenhængen mellem innovation, bæredygtighed og økonomisk vækst i kompetenceområdet økonomi.

Der kan arbejdes med innovative arbejdsprocesser på tværs af kompetenceområderne, hvor eleverne i samarbejde kan undersøge og finde løsningsforslag til samfundsmæssige problemstillinger.

Samfundsfagets formål er at udvikle elevernes kompetence til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund. I samfundsfag skal eleverne udvikle kompetencer til udvikling af kritisk tænkning og deres eget værdigrundlag.

Slutmål for 9 klasse

8. - 9. klasse

Politik

Eleven kan tage stilling til politiske problemstillinger lokalt og globalt og komme med forslag til handlinger

Økonomi

Eleven kan tage stilling til økonomiske problemstillinger og handle i forhold til egen økonomi og samfundsøkonomien

Sociale og kulturelle forhold

Eleven kan tage stilling til og handle i forhold til sociale og kulturelle sammenhænge og problemstillinger

Samfundsfaglige metoder

Eleven kan anvende samfundsfaglige metoder

Læs fagplaner i sin helhed på:

http://www.emu.dk/modul/samfundsfag-m%C3%A5l-l%C3%A6seplan-og-vejledning

Kontakt os

Haubro Friskole
Vadgårdvej 4
9600 Aars

Skoleleder:  Kristina Engemand
Mail: kristina@haubrofriskole.dk
Tlf.: 98 66 40 91

Hjertestarter

Badge

Facebook

Følg med i vores seneste arrangementer og nyheder på Facebook via nedestående link.

Sneglehuset